Orgelhistorie fra P. Lodberg Jensens “Lods ombord”

“En tysk organist sad og øvede sig i kirken, da en besøgende trådte hen til ham og høfligt bad om lov at prøve orgelet.

Svaret lød benægtende.

Den fremmede stod lidt og hørte på orgelspillet og spurgte igen indtrængende om lov. Modvilligt gav organisten tilladelsen. Den besøgende begyndte at spille, og snart tonede den vidunderligste musik ud i det ærværdige kirkerum.

Organisten lyttede betaget. Aldrig havde han troet, at det gamle orgel kunne frembringe så skønt et tonevæld.

-Aldrig har jeg hørt noget lignende, sagde han bevæget. Sig mig, De er vel ikke Mendelsohn?

Den fremmede nikkede bekræftende.

-Og jeg, som hele mit liv har haft det store ønske at se og høre Dem, var lige ved at nægte Dem at spille på mit orgel!

Lad den store Mester, Jesus Kristus komme til! Lad Ham rør ved dit hjertes strenge. Lad Ham få lov til at tolke Guds kærlighed for dig. Lad Hans ord og Hans Ånd få magt over dig, så dit hjerte bliver en harpe, der toner til Frelserens ære.

Og har i hjertedybet

sit billed klart Han set,

så glædes den høje Mester,

så er Hans gerning alt sket.”

Bogen er et fund i en genbrugsbutik i Vestjylland og historien vækker genklang i mit eget liv, hvor jeg i mange år søgte at blive accepteret af Gud i egen kraft, men i sin visdom lod han mig, som orgelbygger i Australien, møde en mand, som var kærlig nok til at fortælle mig sandheden om mit liv i lyset af evangeliet, som fortæller om Den hellige Guds kommende vrede over synd, idet han hader det onde og elsker det gode, og dog alligevel har vist sin nåde og barmhjertighed ved at sende sin frelser ind i verden for at leve og dø for ugudelige. Jeg indså at jeg ikke var god i mig selv, da jeg ikke havde fulgt det lys jeg havde, men gjort det jeg vidste var forkert og ikke gjort det jeg vidste var rigtigt – jeg havde ikke elsket min skaber, men elsket mig selv. Jeg måtte give op og i tro vende om til Jesus med tomme hænder at bekende min synd mod ham og modtage hans tilgivelse og retfærdighed i hans død og opstandelse – for mig!

Nu “har piben fået en anden lyd” og jeg er igen gået “i lære”, ikke som orgelbygger, men hos “Tømreren fra Nazareth”, og han er en god og elskværdig mester, som har elsket mig først og banet vejen ud af synd og død, så jeg ikke skal dømmes og gå fortabt for evigt i helvede, men opstå til evigt liv sammen med ham på grund af ham alene. Han har selv sagt: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Johannesevangeliet 3,16.

Fra Gruntvigs “Påskemorgen slukker sorgen”:

Sangen toner, vor forsoner,
vor forsoner til evig pris.
Han ville bløde for os at møde,
for os at møde i Paradis.
Sangen toner, vor forsoner,
vor forsoner til evig pris.

  • Nytliv.dk – er et godt sted med rigtig meget hjælp og svar på mange spørgsmål.